Sales Manager – ingrediensløsninger til fødevareindustrien
Vil du kombinere din ekspertise inden for fødevareteknologi med forretningsudvikling ?
Foodjob Nordic søger på vegne af Engelhardt en forretningsorienteret Sales Manager med fødevareteknisk baggrund.
Engelhardt er en svensk fødevarevirksomhed med mere end 60 års erfaring i udvikling, produktion og distribution af skræddersyede tørblandinger og ingrediensløsninger til fødevareindustrien. Virksomheden arbejder med funktionelle og kundetilpassede løsninger inden for bageri, health & nutrition samt specialingredienser.
Engelhardt har kontor og produktion i Göteborg samt datterselskab i Danmark. Siden januar 2025 har virksomheden været en del af Bang & Bonsomer Group, en finsk koncern med aktiviteter i ni lande. Med det nye ejerskab er der adgang til yderligere ressourcer, kompetencer og internationale muligheder, som skal bidrage til fortsat vækst og udvikling af innovative ingrediensløsninger til fødevareindustrien.
Stillingen
Som Sales Manager refererer du til Head of Business for Food Ingredients Scandinavia, og du bliver en del af denne forretningsenhed med ansvar for kunder i det danske marked samt potentielt udvalgte kunder i Sverige og Norge.
Du overtager en portefølje af etablerede kunder, hvor en central opgave bliver at videreudvikle de kundespecifikke og værdiskabende samarbejder. Gennem behovsanalyser agerer du videnspartner for kunderne, hvor du sætter dig grundigt ind i kundens produkter, processer og kommercielle mål. På baggrund af dialogen med kunderne identificerer du udviklingsmuligheder og omsætter disse til konkrete projekter og løsninger.
I tråd med virksomhedens vækstambitioner arbejder du samtidig proaktivt med at identificere nye kundeemner og markedspotentiale – ofte i tæt dialog med både kunder og leverandørpartnere.
Internt fungerer du som projektleder og koordinerer tæt med salgssupport, kvalitet og tekniske specialister for at sikre, at den rette løsning udarbejdes og leveres. Du præsenterer løsningen for kunden og kan være til stede hos kunden for at sikre funktionalitet og kvalitet i den endelige applikation.
Stillingen er baseret på Engelhardt’s kontor i Vejle eller alternativt på Bang & Bonsomer’s kontor i København. En stor del af den daglige kundedialog foregår digitalt, men der må forventes rejseaktivitet i forbindelse med kundemøder, projektopfølgning og relationsopbygning. Rejseaktiviteten vil primært være indenlandsk men vil også i en vis udstrækning være udenlandsk.
Du tilbydes en nøglerolle som videnspartner i et tæt samspil med både kunder og leverandører. Stillingen rummer desuden et betydeligt kommercielt og teknisk ansvar samt store frihedsgrader i forhold til, hvordan du strukturerer din hverdag og driver dine projekter.
Din profil
Du har en fødevareteknisk baggrund og en solid forståelse for ingrediensers funktionelle og tekniske egenskaber i fødevareproduktion. Det er en fordel, hvis du har erfaring med kvalificeret B2B-salg.
Du motiveres af at kombinere teknisk indsigt med kommerciel udvikling og trives i rollen som sparringspartner for kunderne. Din tilgang til forretningsudvikling er både analytisk og resultatorienteret, og du formår at omsætte kundebehov til konkrete og lønsomme løsninger.
Som person er du proaktiv, struktureret og selvkørende. Du arbejder målrettet men med en ydmyg og samarbejdsorienteret tilgang. Du er en stærk kommunikator og trives i tværfunktionelt samarbejde, hvor du skaber fremdrift og sikrer fælles retning.
Veludviklede kommunikationsegenskaber på både dansk og engelsk er en forudsætning for succes. Desuden er det vigtigt, at du er komfortabel med brugen af gængse IT-værktøjer såsom MS Office. Det samme gælder i forhold til afholdelse af online møder og lignende.
Mere information og ansøgning
Kontakt Martin Alsted fra Foodjob Nordic, tlf. 2917 1009, e-mail: [email protected] for yderligere information.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning - Foodjob Nordic sikrer diskretion for alle ansøgere.