Driftsleder og Indkøber – Juletræer & Pyntegrønt
Produktionsnær rolle med fokus på indkøb, kvalitet og samarbejde…
Foodjob Nordic søger en Driftsleder og Indkøber til Dalgas Christmas Trees. Dalgas Christmas Trees eksporterer juletræer og pyntegrønt til mere end 25 lande og er en af Danmarks større aktører med mere end 30 års erfaring i branchen. Ca. 30% af produkterne stammer fra egenproduktion – resten købes hos danske producenter.
Dalgas er en international anlægsgartner-, handels- og servicevirksomhed inden for det grønne område. Dalgas er en del af Hedeselskabet, som arbejder for at fremme udviklingen af naturværdier og naturressourcer.
Du kan læse mere om Dalgas Christmas Trees her: https://dalgas.com/da-dk/ydelser/skove-traeer/juletraeer-og-pyntegroent
Stillingen
Med reference til afdelingslederen bliver du en del af et lille team på seks kolleger. Teamet arbejder tæt sammen, og du får en bred rolle, som blandt andet vil indebære følgende:
- Aktiviteter i forbindelse med egenproduktion af juletræer.
- Indkøb af juletræer og pyntegrønt hos danske producenter – primært på Fyn, på Sjælland og i det sydlige Jylland.
- Samarbejde og koordinering med Dalgas-kolleger på landsplan.
- Udvidelse og vedligeholdelse af netværket af underentreprenører.
- Kvalitetskontrol, planlægning og opfølgning gennem hele sæsonen.
- Udfærdigelse af indkøbsaftaler samt leveringsordrer/-planer
Du tilbydes en stilling med en høj grad af frihed, indflydelse og ansvar, hvor du kan bidrage med din faglighed og samtidig udvikle dig selv og din stilling. Det faglige miljø er præget af samarbejde, og du vil få mulighed for løbende opkvalificering og efteruddannelse.
Profil
Du har en relevant faglig baggrund og er formentlig uddannet som skov- og landskabsingeniør, forstkandidat eller en lignende inden for skov, gartneri eller landbrug. Ideelt har du erfaring med juletræsbranchen, og hvis ikke så har du mod på at lære produkterne og forretningen at kende og tage ansvar fra start.
Det er vigtigt, at du trives med at kommunikere med både kolleger, leverandører og kunder. Du er desuden god til at skabe gode relationer, hvilket gør hverdagen sjovere og øger muligheden for at nå de rette resultater.
På et mere praktisk plan har du gode administrative kompetencer, herunder flair for IT. Det er en fordel, hvis du er bosiddende centralt i Danmark.
Mere information og ansøgning
Senior Advisor & Partner Martin Guldsø Alsted, Foodjob Nordic, tel. +45 2917 1009, email: [email protected] kan kontaktes for yderligere information om stillingen.