Skip to content
Ledige stillinger
0

Regnskabschef til Svenstrup Gods

Foodjob Nordic søger en alsidig og fagligt dygtig Regnskabschef til Svenstrup Gods, idet den nuværende går på pension. Svenstrup Gods er en moderne landbrugsvirksomhed, som rummer bl.a. griseproduktion, markbrug, skovbrug og udlejningsejendomme og beskæftiger ca. 30 medarbejdere i forskellige funktioner. Godset har eksisteret i mere end 270 år og drives med et mål om langsigtet udvikling. Du kan læse mere om Svenstrup Gods her: https://svenstrup.dk

 

Stillingen

Med reference til Godsejeren vil du spille en nøglerolle i den finansielle styring, det regnskabsmæssige og det øvrige administrative arbejde. Desuden vil du som den primære kontaktperson på godskontoret yde organisatorisk support i det daglige.

De primære funktioner og opgaver vil være:

  • Sikre løbende kontrol, afstemning, og rapportering inden for alle finansielle områder inklusiv moms, kreditorer og debitorer.
  • Bidrage til virksomhedens økonomiske strategi gennem præcis budgettering, periodiske finansielle balancer og afdelingsopfølgninger.
  • Forberede årsregnskab til revision, sikre compliance og facilitere en gnidningsløs afslutningsproces.
  • Administrere lønprocesser fra beregning til udbetaling og inklusiv håndtering af refusioner og forsikringer.
  • Lageropgørelser gennem løbende dialog med driftlederne

Godskontoret fungerer som support til medarbejderne ude i produktionen, og som Regnskabschef vil du være den som administrerer kontoret, og det som foregår der. Det indebærer involvering i en lang række mindre administrative, kommunikationsmæssige og logistiske opgaver. Rollen omfatter ikke personaleansvar, men du og kontoret vil i mange sammenhænge være det naturlige samlingspunkt for den øvrige organisation.

Du tilbydes en selvstændig rolle, hvor du kan tage ejerskab for de regnskabsmæssige og finansielle processer. Stillingen er normeret til at være en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen, og med ansættelsen hører en lønpakke bestående af fast løn svarende til kvalifikationer, pensionsordning og sundhedsforsikring.

 

Din profil

Vi søger dig, som har en solid regnskabsmæssig baggrund fortrinsvis inden for landbrug eller i produktionssektoren. Du har en god forståelse for økonomistyring og kan bidrage med din viden både i forhold til den daglige drift men også i forhold til de mere strategiske beslutninger. Endelig er det vigtigt for at bestride rollen, at du har gode IT-kundskaber og kendskab til ERP-systemer, lønsystemer og Excel, og du desuden er god til at sætte dig ind i nye systemer.

På det personlige plan er det højeste prioritet, at du engageret og ansvarsfuld, og at du tilstræber høje standarder. Rollen fordrer en struktureret og dedikeret tilgang til arbejdsopgaverne, og ud over at have styr på detaljerne er det vigtigt, at du er en person, der trives i et tæt kollegialt samarbejde og er i stand til at opbygge gode relationer både internt og eksternt.

 

Mere information og ansøgning

Kontakt Martin Alsted fra Foodjob Nordic, tlf. 2917 1009, e-mail: [email protected] for yderligere information.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning - Foodjob Nordic sikrer diskretion for alle ansøgere.