Job | Foodjob Nordic
×

Choose language

Currently we have 11 positions!

Produktudvikler - konfekture

Foodjob Nordic søger en alsidig og ambitiøs produktudvikler til nogle af Danmarks mest folkekære brands hos Toms Gruppen. Stillingen er en unik mulighed for at være med til at udvikle en af hovedingredienserne i den danske hygge. I næsten 100 år har det store udvalg af slik og chokolade samlet familier og skabt glæde. Ud over Toms-produkterne står Toms Gruppen for en lang række andre kendte slikbrands – se mere på www.tomsgroup.com.

Stillingen

Fra Toms Gruppens fabrikker i Ballerup og Hvidovre vil du som produktudvikler være med til at omsætte råvarer til nye produkter. Dette sker i tæt samarbejde med fabrikkerne i både Danmark og Polen samt med forskellige afdelinger på tværs af organisationen.

Du får således en bred kontaktflade, og arbejdet omfatter bl.a.:

  • Idegenerering og samarbejde med Marketing og Salg i forbindelse med NPD-projekter
  • Arbejde i laboratoriet med udvikling af nye produkter, afprøvning af råvarer samt udarbejdelse af recepter.
  • At sikre overholdelse af procedurer for udvikling og kvalitet – godkendelse af råvarer, HACCP, produktionsforsøg, fødevaresikkerhed etc.
  • At gennemføre produktionsforsøg og oprette produktproces-instruktioner
  • Deltagelse i projekter med nye løsninger og ændringer i råvarer/produkter
  • Deltagelse i projekter omkring optimering og indkøring af nyt udstyr
  • Gennemførelse af holdbarhedsforsøg

Det er en del af jobbet at følge med i, hvilke smage der trender, og du tilbydes således muligheden for at ”nørde” med smag og sensorik. Arbejdet er i høj grad teamorienteret, og du bliver en del af et fællesskab og en kultur, der bygger på en stor faglig passion. De bedste resultater opnås, når du og dine kolleger kommer på nye ideer sammen og har det sjovt, mens nye smage og naturlige råvarer udforskes.

Din primære base kan være i enten Ballerup eller Hvidovre, og uanset hvad vil du have din gang begge steder. En vis udenlandsk rejseaktivitet til fabrikkerne i Polen skal desuden påregnes.

Profil

Ud over en fødevarerelevant uddannelse på minimum bachelorniveau har du en passion for udvikling af fødevarer og lyst til at agere innovativt og kreativt på tværs af en stor international organisation. Du har minimum 2-5 års erfaring - ideelt inden for udvikling af sukkerkonfekture og/eller chokoladekonfekture fra en lignende stilling i industrien. Din erfaring kan imidlertid også stamme fra andre dele af fødevarebranchen – eksempelvis fra leverandører af råvare- og ingrediensløsninger eller fra udvikling og produktion af andre fødevarer.

Det vigtigste er, at du har indsigt i, hvad det kræver at skabe færdige fødevarer og arbejde tæt sammen med en fødevareproduktion. Her tænkes især på den dynamik, der følger med rollen som bindeled mellem salg, marketing og produktion. Stillingens mange kontaktflader gør det desuden vigtig, at du besidder gode samarbejdsevner og kommunikationsegenskaber på dansk og engelsk i både skrift og tale.

På det personlige plan er initiativ og handlekraft i kombination med en struktureret tilgang væsentlige forudsætninger for succes. Det samme er en god fornemmelse for prioritering af arbejdsopgaver og fleksibilitet i forhold disse.

Mere information og ansøgning

Kontakt Martin Alsted fra Foodjob Nordic, tlf. 2917 1009, e-mail: [email protected] for yderligere information.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning - Foodjob Nordic sikrer diskretion for alle ansøgere.

APPLY FOR JOB