×

Vælg sprog

Vi har lige nu 13 stillinger!

Produktionschef - fødevareingredienser

Foodjob Nordic søger til vores kunde Lallemand Denmark A/S i Fredericia en stærk og alsidig leder med erfaring fra fødevareproduktion.  
Lallemand Denmark er en del af den canadiske, familieejede Lallemand-koncern – en globalt markedsledende producent af gær- og bakterieingredienser. I Fredericia blandes og pakkes årligt store mængder gær primært til vinproduktion. Produktionen er karakteriseret ved et højt antal blandinger/produkter, kvalitet i højsædet og høj aktivitet især i højsæsonen.  
Virksomheden har ca. 35 medarbejdere, hvoraf nogle er sæsonansatte i højsæsonen fra januar til ultimo juni måned. 
 
Jobbeskrivelse: 
Som produktionschef spiller du en central rolle i driften og udviklingen af fabrikken. Med reference til site manager har du ansvaret for produktionen, som består af blanding af højkvalitetsprodukter og pakning af færdigvarer. Du har desuden ansvaret for fabrikkens vedligehold og løbende forbedringer med tilhørende økonomi. 
 
Jobbet indebærer bl.a.: 
  • Personaleansvar for 10 medarbejdere (8 i pakkeriet samt 2 teknikere) 
  • Vejledning af og sparring med pakkeriteamet og teknikerteamet 
  • Administrative opgaver der vedrører produktionen, herunder personaleplanlægning 
  • Optimeringsprojekter 
 
Produktionschefens vigtigste succeskriterier er: 
  • At sikre produktion af den rette kvalitet og mængde til tiden 
  • Optimering af råvareudnyttelsen/minimering af spild 
  • Kapacitetsudnyttelse og optimering af produktionsøkonomien 
  • Koordinering med fabrikkens øvrige afdelinger 
 
Jobbet som produktionschef indeholder tekniske såvel som ledelsesmæssige udfordringer og gode personlige udviklingsmuligheder. Du får et stort råderum og mulighed for at sætte dit eget præg på driften og fabrikkens udvikling. Samtidig får du en betydelig international kontaktflade i en koncern i vækst. 
 
Kvalifikationer 
Jobbet kræver en fødevarerelevant uddannelse på tekniker- eller ingeniørniveau samt ledererfaring.
 
Følgende kvalifikationer er desuden vigtige for succes i jobbet: 
  • Naturlige lederegenskaber og evne til at lede situationsbestemt 
  • Evner til at strukturere og systematisere 
  • God forståelse for hygiejne og kvalitet samt kendskab til kvalitetsstandarder og HACCP 
  • Produktionsteknisk indsigt og gerne kendskab til moderne produktionsprincipper 
  • Fokus på løbende forbedringer og erfaring med forbedringsprojekter 
  • Gode kommunikationsegenskaber – dansk og engelsk i skrift og tale 
 
Personligt besidder du et højt energiniveau og drives af at få tingene til at ske og se resultater. Du er kvalitetsbevidst og motiveres af at leve op til høje kvalitetsstandarder og deadlines. Du forstår samtidig gennem din ledelse af skabe et godt arbejdsmiljø med plads til også at have det sjovt. Endelig besidder du en personlig robusthed som gør, at du kan håndtere det medfølgende pres og de til tider høje forventninger fra omgivelserne. 
 
Mere information og ansøgning 
Kontakt Senior Advisor Martin Alsted fra Foodjob Nordic, tlf. 2917 1009, for yderligere information om jobbet.  
Send os din ansøgning og dit cv hurtigst muligt. Ansøgninger behandles løbende. 
Vi ser frem til at modtage din ansøgning – Foodjob Nordic sikrer diskretion for alle ansøgere.  
 

Dette job er ikke tilgængelig mere